KROATIEN 2012 DEL 4
 
 
Lørdag: Vi skulle videre dagen efter, så vi slappede af, kørte til Makarska og handlede, og fik bilen vasket og harpiks fjernet for 40 kuna. Det var rørende billigt. Så hjem og få frokost. Eftermiddagen på stranden og sammenpakning. Det tog en lille time. Solsejlet var fuldstændig klistret af harpiks på taget. Gad vide, hvordan vi får det af. Planen er Østrig næste dag - jeg har fået nok af varmen for en tid, og længes efter en nat, hvor man kan sove igennem, uden at vågne badet i sved og gispe efter luft. Samtidig har vi lyst til at gense en lille by, vi var i for ca. 20 år siden, da børnene var helt små. Egentlig burde denne side ikke hedde "Kroatien 2012 del 4" men "Østrig 2012" ;-)
   
Morgenmad den sidste dag - der skulle handles og vaskes bil. Der var kørt en del campister om morgenen, og det var dejligt, at man ikke skulle kigge ind i siden af en campingvogn.
   
Autovask i Makarska. Der var venteplads i skyggen, mens bilen blev vasket. Man kunne købe øl, sodavand og kaffe. Først blev bilen sæbet ind i noget kraftigt virkende sæbe, for at fjerne harpiks, derefter blev maskinen startet på vanlig vis.
 
Søndag: Pyh - der var 32 gr. fra morgenstunden på campingpladsen. Det var så tidligt på morgenen, at solen ikke engang var kommet over bjergkæden. Vi forlod pladsen kl. 7.00. Da vi kom på motorvejen, faldt temperaturen til 26-27 gr., men det var kun på bilens termometer, vi kunne se det. Vi kunne ikke mærke noget i bilens tempererede klima, der var sat til 23 gr. Solen vekslede med overskyet. Det var helt sært, at se så lave temperaturer. Jo længere nordpå vi kom, jo lavere blev temperaturen. Nord for Zagreb var vi nede på 20 gr. Der var ganske sort over Alperne, og vi havde strid modvind.
   
Meget tidlig morgen på en stille og tyst campingplads. Vi stoppede ved en bager i Makarska og købte varmt, nybagt morgenbrød.
 

Et sidste blik over havet, viste en smuk solopgang.

   
I første del, da vi var på vej på ferie, skrev jeg om et par krappe sving, som vi skulle gennem, når man kørte ned til kysten fra motorvejen. Her kan man se dem på GPS´en på vej op igen. Lige her - rundt i svinget - drejer vi fra og kører op mod motorvejen.
 

Så er vi på motorvejen igen, på vej til Østrig, men først skal vi gennem Kroatien og Slovenien.
 
Grænsen til Slovenien bød på kæmpekø, kaos med biler, der brød ud af køen, og så igen ville ind i køen. Ikke nok med det - kun 15 gr. torden, lyn og regn. Jeg skruede op for varmen på klimaanlægget - ah :-) Soltop og shorts egnede sig ikke til vejret udenfor. Heldigvis blev vejret bedre. Temperaturen steg til 17 gr. og regnen stoppede. Nu føltes det som en hel befrielse, at jeg ikke mere var klam af sved hele tiden - tænk, at man kan blive glad og tilfreds med 17 gr. :-))
   
Ved det store Outlet ved Zagreb begyndte himlen at blive mørkere. Her er vi efter regnen på en rasteplads i Slovenien, hvor vi spiste frokost.
   
Ved Maribor var alt det nye motorvej med på vores nye Garmin. På vores "gamle" integrerede gps kørte vi meget af vejen i "ingenmandsland" og det var først efter Maribor, at den viste motorvejen.
 
Vi ankom til Almtal Camp i Østrig kl. 18.00 præcis. Der var et værre kaos. Campister rullede ind i en lind strøm, og nogle hollændere kunne ikke finde ud af at holde i kø, og masede sig forbi. Det medførte noget af en "opsang" fra campingmutter, der ekspederede folk i rækkefølge. Man skrev sig ind på en seddel, mens hun viste campisten før en selv på plads. Nå, vi fik anvist en plads, efter 2 hollandske damer var blevet irettesat, fordi deres mænd ikke ventede bag dem, der kom først.

Det havde regnet voldsomt, og vi gik i vand næsten til anklerne. Hurra for badesandaler! Man kunne ikke umiddelbart se noget på græsset, men så snart vi trådte på græsset, stod vand og mudder op. Vi kunne ikke køre vognen på plads, da det var ren mudder. Flemming koblede af og ville bakke den på plads med moveren, men der skete intet! Det viste sig, at køleskabet, som kørte på 12 volt (fordi det ikke virkede på gas) havde tappet batteriet. Flemming måtte have indstillet noget forkert på panelet, der styrer strøm osv. Vi koblede vognen på bilen igen. Han fik vogntoget i gang forlæns, og kunne hurtigt trække vognen rundt i mudderet - ikke noget med at stoppe - bare rundt og ind på parcellen. Han trak vognen så meget på plads han kunne, og vi kunne ved håndkraft dreje den rundt, så den ikke stod skævt. Tænk sig, det lykkedes selv uden 4-hjulstræk i alt det mudder.

Strømmen blev koblet til, og forhåbentlig kunne batteriet lades op igen. Vi spiste på pladsens restaurant, og efter 12 timer på farten gik vi pænt tidligt i seng efter en kop kaffe og et glas sød, kroatisk rom til.
   
Skyerne er ikke så tætte her, men vejret bliver mere gråt, da vi kommer ud af Alperne. Camping Almtal ligger ved foden af Alperne mod nord ved en lille by, der hedder Pettenbach. På billedet kan man stort ikke se, hvor vådt der er, men hvor vognen står, er der nogenlunde tørt.
 
Mandag: For ca. 22 år siden var vi i Hallstatt. Vores drenge var små dengang, og stedet havde lagret sig grundigt et sted i hukommelsen, og vi havde ofte talt om, det kunne være sjovt at gense byen. Byen ligger ved Hallstätter See i Dachsteingebirge. Byen ligger helt ned til søen og op ad en stejl bjergside. Det betød, at vi igen skulle ind i Alperne og jeg glædede mig til en smuk køretur. Fra campingpladsen var der ca. 75 km dertil. Vi var inde og tanke i en lillebitte by på en sparsom tankstation med kun 2 standere. Til gengæld bragte det smilet helt frem, da Flemming satte Visa-kortet i betalingsautomaten, og skærmen straks skrev "Velkommen Flemming Petersen - indtast venligst kode" - på dansk! Han skulle ikke vælge sprog, det må åbenbart fremgå af kortet. Det er første gang i al den tid, vi har rejst rundt i Europa, at automaten har tiltalt os på dansk - udenfor Danmark. Det var ikke engang et benzinselskab, der var kendt af os.
   
Vejret tegnede ikke alt for godt, men det kunne vi jo ikke gøre alverden ved. Her er vi i Gmunden. Et sted i Gmunden førte vejen igennem en bygning. Der var ret trafikeret og det tog lidt tid at kommen gennem byen.
 
 

Skyerne hænger lavt mellem bjergene.
 
Der var mange flere parkeringsmuligheder ved Hallstatt, end da vi var der for så mange år siden, og vi parkerede på en stor plads ca. 500 m fra byens centrum. Hallstatt er en lille by, der hurtigt er set. Langs søen var der en promenade med butikker og spisesteder,  der førte ind til centrum. I Hallstatt er der også en saltmine og ikke langt fra, hvor vi havde parkeret, gik der en stejl skinnebane op ad bjerget til saltminen.

Vi var inde i en saltbutik, hvor vi købte kværnsalt, der var udvundet i minen over byen. Vi gik rundt og så på byen endte ved en kirke på bjergsiden, hvor vi skulle gense et "benhus". Vi kunne tydeligt huske det, og drengene kunne faktisk også stadig huske det så mange år efter, da vi fortalte dem om det, da vi var kommet hjem. Kirkegården ved kirken var ganske lille - der var ikke plads til udvidelse, så efter nogle år blev resterne af de afdøde gravet op, og knoglerne blev rengjort og stablet i benhuset. På kranierne skrev man navnet på den afdøde og dekorerede dem. Fordi man dekorerede gravene med blomster, malede man også blomster på kranierne.  Den sidste, der blev lagt i benhuset, var i 1995. Nu er der ikke så meget brug for plads på kirkegården, da de fleste vil brændes. Makabert, men interessant :-)

Vi fortsatte ned i byen igen og fik frokost. Et dejligt sted med udsigt over søen, men vi måtte sidde indendørs, da det var begyndt at regne. Vi fik salat med nogle syltelignende skiver med oksekød og grøntsager i sky. Dertil forskelligt brød. Efter frokost gik vi tilbage til bilen for at sætte indkøb og tasker fra os. Vi ville se saltminen. Turen op var med en skinnebane, der kørte stejlt op ad bjergsiden.

   
Søen lå mellem høje bjerge, og udsigten ville helt sikkert være kanon flot i solskin. Disse små "kapeller" stod der flere af på vej ind i byen
 

Fra enden af promenaden var der en betagende udsigt over byen
   
Der var konditori/bager ved promenaden. Der var også en "ting-butik", som solgte alverdens sager.
 

Selvom vejret ikke var optimalt, var der meget skønt og masser af turister.
 

Jeg kunne huske beliggenheden ud i søen og op ad bjerget.
   
Endnu en "ting-butik" - jeg kalder gave- og souvenirbutikker for "ting-butikker". Man kan se, hvordan husene klamrer sig til bjergsiden, men de har utvivlsomt en helt fabelagtig udsigt.
   
Det kan også minde lidt om norske huse og hytter. Vi er ved at være inde ved den gamle bydel.
 

Alle bådehusene lå side om side i forskellig størrelse og udformning. Jeg synes, de var sjove og maleriske - jeg tror ikke, jeg før har set så mange bådehuse på rad og række.
   
Alle turisterne var travlt optaget af at forevige de smukke omgivelser. Her er det en håndfuld japanere. Det må være meget anderledes end hjemme hos dem selv. Vender man blikket bagud ad stien, kan man se bjergvæggen i baggrunden.
   
En butik, der udelukkende solgte varer lavet af salt fra saltminen i byen. Der var spisesalt med forskellige krydderier, salt-fyrfadsstager og badesalt og sæber.
 

En smøge førte ned til søen, lige ved nogle af bådehusene.
   
En frodig gasthof :-) En af kirkerne i byen - ikke den med benhuset.
 

Torvet her kunne jeg huske fra sidst, jeg var der.
   
Vi går bare rundt og kigger på det hele. Hele tiden drages blikket ud over søen.
 

Vi fortsætter opad for at finde benhuset.
 

Hele tiden dukker der smukke udsigter op.
   
Så kom vi op til kirken. Solen tittede endda frem et kort øjeblik. Her er den lille kirkegård. Igen må jeg stoppe for at nyde udsigten.
 

Benhuset ved kirken. Så vidt jeg husker, kostede det et mindre beløb at komme derind.
   
Der var flest af de gamle kranier, men den sidste blev lagt i benhuset i 1995. De andre knogler var stablet under hylden.
   
Jeg har set flere benhuse, men aldrig med bemalede kranier. Det var en anelse surrealistisk og bizart at se det.
 

På vej ned gik vi en anden vej, og udsigten var ikke ringere.
   
Katten lå og holdt øje med alle der passerede forbi. På vej tilbage til parkeringspladsen, kom vi forbi et villakvarter med hyggelige haver.
 

Her kan man i baggrunden se skinnebanen, der fører op til saltminen. Vi skal lige af med tasker og indkøb, og så skal vi se på minen.
 
Skinnebanen går stejlt op ad bjerget. På midten er der et lidt bredere stykke, hvor 2 vogne mødes. Jeg lider ikke på nogen måde af højdeskræk, og jeg elsker sådanne oplevelser med bjergbaner og kabinelifte og stolelifte osv. Det er så flot at kigge ned og se det hele blive mindre og mindre, mens man kører op. Jeg fik en plads ved vinduet, så jeg kunne se hele turen op og byen blive mindre og mindre. Link til minens hjemmeside: Hallstatt - Salt Mine | Faszination Salzwelten

Efter vi var kommet op, var der en travetur op ad bjerget på ca. 15 min. til indgangen til minen. Der var indlagt pauser med ting at læse om og se på, så man ikke synes turen var for streng. Inden man skulle ind i minen, skulle man igennem en slags garderobe, hvor man fik udleveret tøj - jakke og bukser - som vi skulle have på. Der var noget vaskeskindsagtigt på bagen, for vi skulle nemlig rutsje ned af træslisker et par steder. I får IKKE et billede med mig i tøjet :-) Flemming var heldigvis ikke så god til at fotografere, så billedet af mig var helt rystet og utydeligt. De forskellige størrelser tøj, havde forskellige farver, og der var ikke mange, der var i størrelse overvægtig som Flemming og jeg :-)) Uanset køn og alder og vægt, havde alle en masse sjov ud af udklædningen, og der blev fotograferet og grinet en del.

Der var ca. 8 grader i minen. Turen varede 70 minutter og en guide fortalte om arbejdet i minen. Vi gik gennem minegange og kom til den første rutsjebane til et niveau nedenunder. Det var ret sjovt, men det var bestemt ikke en tur for gangbesværede, hverken op fra banen til minen eller i minen. På slisken skulle man bare sætte sig overskrævs, vente på grønt lys, læne sig tilbage og give den gas nedad med benene strittende ud til siden. Guiden fik hurtigt og effektivt forklaret, hvordan man skulle gøre, og så bare af sted - ikke nogen tøven eller noget med man ikke turde.

Efter lidt film om, hvordan saltet var opstået i bjergene, kom vi til en sø inde i minen, hvor der blev vist et lysshow, der spejlede sig i søen. Så fik vi endnu en tur på en rutsjebane. Denne var Europas længste bane i en mine, fortalte guiden. 67 m lang og turen ned gik ret hurtigt - ca. 27-30 km/t. Vi blev alle fotograferet, og man kunne købe sit foto bagefter. Vi hørte mere om minen, der stadig var i brug. Hvert år udvinder de 1,2 millioner TON!!! salt.

Vi kørte på et lille tog ud igen. Vi fortsatte ned til banen, der kørte os ned ad bjerget igen. Jeg fik igen en plads så jeg kunne se turen ned. Det var ved at være sidst på dagen, da vi kørte fra Hallstatt. Vi stoppede ved en Euro Spar og handlede. Næste stop blev McDonald til hurtig aftensmad, og resten af aftenen var der dømt hygge i vognen med kaffe og sød rom.
   
Så er vi på vej op. Ruden i skinnebanen giver genskin i fotoet Her har vi lige passeret den anden vogn, der er på vej ned.
 

Billedet er taget fra stationen på toppen. Det er ikke den gamle del af byen, vi kan se på billedet.

   
På stien på vej op mod indgangen til minen. Der er en gangbro ud over en slugt, hvor man kan se ud over søen. Der har været minearbejdere i mange år. Minen blev startet for over 3000 år siden. Hele bjergsiden er fyldt med grave fra arbejdere, der døde.
   
Så er alle klædt på til turen, og vi venter på at komme ud og begynde. Her foran indgangen til minen, hvor vi går i gåsegang en efter en i starten, da der ikke er plads til 2 ved siden af hinanden.
   
Vores gemytlige guide, der var langt flottere klædt på end os :-) Sø med lysshow inde i minen.
   
Dukker viste, hvordan arbejdet blev udført I fuld fart ud på toget.
 

Udsigten fra gangbroen over slugten - solen tittede frem gennem skyerne
 

Smuk køretur hjem igen.
 

 
Tirsdag: Turen skulle gå til Hinterstoder. Der skulle være en skilift, og det er jo altid sjovt at se det hele lidt fra oven. Den kørte imidlertid ikke, så vi kørte lidt rundt og så på området. Vi stoppede i Steyer lidt over middag. Byen havde en gammel, hyggelig bydel rundt om et stort torv, men det hele var lidt forsømt. Alle de gamle bygninger kunne trænge til en kærlig hånd og en klat maling. Vi spiste en sandwich i farten og fik en is til dessert. Temperaturen var hele dagen 20 gr. men solen manglede, og der var mørke skyer, dog uden regn.

Vi handlede lidt brød til næste dag, da vi skulle videre nord på. Aftensmad på campingpladsens restaurant - svinefilet i svampesauce med spätzle og salat. Meget lækkert. Jeg ringede hjem til Helena, der havde fødselsdag.
   
Så er vi klar til en ny udflugt. Solen skinnede dejligt, men det varede ikke ved. Det er altid dejligt, når der er udsigt til bjerge, synes vi, når vi er vant til flade Danmark.
   
Steyer. Hyggelig by, men mange af husene var lidt forsømt - men man kunne selvfølgelig sige, at de havde patina.
   
Torvet i Steyer. Vi kendte ikke noget til byen i forvejen, udover de billeder jeg havde set i en brochure jeg fik i receptionen, da vi ankom. På fotos ser der også pænt ud - men når man var der, kunne man godt se, at malingen nogle steder skallede af på husene, og andre trængte virkeligt til at få fornyet malingen, der var helt slidt og bleg.
   
Men der var mange specielle bygninger, og det var alligevel hyggeligt at gå rundt og kigge. Enkelte havde fået ny maling, og så stak de næsten ud i bybilledet.
   
I en arkade var der udelukkende urmagere. Dette finurlige værk drev uret på  næste billede, så vidt vi kunne se. Der var mange fine butikker med ure, og ikke alle var i den billige ende.
 

Fra torvet i Steyer
   
Sidst på eftermiddagen på Camping Almtal. Der er nyt rykind af transitcampister. Det var også sådan, vi lærte pladsen at kende. Her er udsigten fra vores vogn.
   
Aftenskumring - vi skal spise på restauranten. Sådan en portion kan anbefales.
 
Onsdag: Afgang kl. 8.15. Temperaturen var kun 13 gr. Jeg nægter at tage sko og strømper på. Der er jo SOMMER-ferie! Nå, ikke nogen klage her - jeg havde det jo alt for varmt i Kroatien :-) 38 grader er for varmt, men det må da være mere passende med noget mellem 13 og 38 grader. Det blev som ønsket - vejret skiftede mellem delvist skyet og delvist sol, og temperaturen endte på 24-26 grader.

Det gik fint uden kø og med diverse spise- tisse- og kaffepauser. Da det var ved at være tid til at finde ud af, hvor vi skulle overnatte, var vi begge enige om, at vi gerne ville ind på Campingpark Südheide på Lüneburger Heide. Vi boede på pladsen en uge i efteråret 2010, og det var så dejlig en plads, at den tålte et gensyn. Læs evt. om vores efterårsferie og se meget mere fra campingpladsen her TYSKLAND 2010. Vi ankom ca. 18.30 og vi fik tildelt en fin, stor parcel delvist omgivet af hække. Vejret viste sig fra sin bedste side, så vi skyndte os at tage stole og bord ud. Vi kørte hen til det supermarked, vi kunne huske fra sidst. Vi handlede lidt til aften og vi sad ude og grillede og vi gik først ind, da vi ikke kunne se noget mere. Vi kunne nu godt blive fristet til et par dage her.
   
Damernes toilet - sidste besøg, inden vi kører nordpå. Trods vejarbejde, glider trafikken fint.
   
Igen et vejarbejde, og så kommer man til at ligge bag sådan et monstrum i meeeeget lang tid uden at kunne overhale. Ikke just en spændende udsigt. Stort set ingen trafik og hele 3 vognbaner.
   
Så er vi kørt af motorvejen og er på vej ad en smuk tysk landevej mod Winsen, hvor Campingpark Südheide ligger. Dejlig stor parcel og en fantastisk skøn campingplads.
 

Det var som at bo i en park.
   
Faktisk var der ikke mange på pladsen - her er den nærmeste nabo.. Det var synd, at der ikke var flere gæster på denne perle af en plads.
 
Torsdag: Jeg vågnede ved, at regnen trommede på taget. Der var ligesom ikke nogen grund til at stå op. Vi tog den med ro og kørte fra pladsen kl. 10.00. En overnatning for 22,30 euro er da faktisk billigt i højsæsonen, for så skøn en plads. Vi havde talt om en dag mere, men der var ingen grund til at blive der i regnvejr. Desuden ville vores søn, der bor i Kbh. komme fra fredag til tirsdag, så vi kunne ligeså godt komme hjem og tømme vognen og gøre den ren, så vi havde tid til at hygge os med ham.

Vi kørte lige igennem Elb-tunnellen uden ret meget trafik, selvom det var hverdag og kl. var 11.30. Til gengæld var der massiv kø i sydgående retning - ca. 18 km, sagde de i trafikradioen. Så kommer det til at tage lang tid, at komme igennem. Vi handlede lidt ved grænsen, og vi var hjemme ved aftenstid. Endnu en dejlig ferie var slut. Tak fordi I fulgte med :-)
 

Klar til afgang i silende regn.
   
Regn, regn og atter regn. Men til sidst blev der opholdsvejr.
   
Og så lige en ordentlig byge, da vi skulle ind til grænsebutikken. Ikke mere motorvej - vi er næsten hjemme nu.