RANDERS CITY CAMP

 
 
Vi var ikke andet end lige kommet hjem fra sommerferie, før vi tog en tur til Randers. Det næstbedste efter sommerferien synes jeg er eftersommeren, hvor vi kører rundt og ser en masse pladser i Danmark. Vejret er som regel godt, fordi vi holder tidlig sommerferie, og vi får en del gode weekends i august og september, inden vi kører på efterårsferie.

Randers City Camp ligger en lillebitte smule nordvest for Randers. Det er noget misvisende at kalde den for City Camp, for den ligger i skoven ved golfbanen ved Fladbro, ikke langt fra Fladbro Kro og med udsigt over Nørreådalen. Naturelskere vil elske denne plads, men jeg tror, at mange der kan lide at være i naturen, kunne finde på at vælge den fra pga. navnet. Vi har været på pladsen flere gange, og den er en af mine favoritter. Efterhånden har jeg temmelig mange favoritter, og det er svært at nå alle og stadig prøve nye steder også :-)

   
Den sidste aftensol. Det var en god parcel med sol hele dagen. Frokost i strålende sol - der var lune fiskefileter, lune fiskefrikadeller, røget ørred og rejer.
 
Lørdag formiddag gik turen til Randers Storcenter. Jeg skulle lige tjekke en butik, og vi skulle handle mad til weekenden. Så gik turen tilbage til frokost på pladsen, og om eftermiddagen kørte vi til et par campingforhandlere og bagefter til Ålum Kirke og Fortidsminder - Guiden til fortidsminder: Ålum Kirke Runesten, hvor der var nogle fine runesten og dernæst Fussingø Slot ved Fussing Sø. Det var ikke slottet vi ville se (jeg ved faktisk ikke, om det er muligt) men halvøen Gammelhave, hvor det oprindelig slot var. Nu er kun fundamentet igen og alléer med gamle lindetræer. Vi var også ved vandmøllen ikke langt fra slottet. De blå tekster er link, hvor interesserede kan læse mere. Læs også her http://www.naturstyrelsen.dk/NR/rdonlyres/57BE52B1-10C4-4F71-AB76-7E383FFA4E71/0/Fussingoe_txt.pdf Det hele ligger et kvarters kørsel fra campingpladsen.

Vejret var ikke helt pålideligt, og vi fik en byge, men ikke værre end vi kunne gå rundt og se de gamle seværdigheder. Så gik turen hjem til lidt sen eftermiddagskaffe og hygge resten af dagen.

 

Ålum kirke er lidt speciel. Det stærkt røde tårn, minder mig om kirkerne på Læsø, der med deres skrappe farver gjorde det ud for kendingsmærker for skibene. Det kan næppe være aktuelt her midt i Jylland.

   
Tårnet var meget flot malet og stenene var smukke i forskellige farver og størrelser. ¨I våbenhuset var der en storslået indgangsportal og en solid, jernbeslået dør ind til kirken.
   
Udenfor står 2 runesten. I kan læse om dem i linkene længere oppe i teksten. Hvad nu, hvis man skrev forkert? :-)
   
I våbenhuset var der yderligere 2 runesten. Indvendigt var kirken enkel og smuk.
   
Vi fortsatte til Fussingø og gik først hen for at se vandmøllen og mølledammen. Flemming går og spiser en nektarin. Regnen silede stille ned. Vi var lidt i tvivl om der var nogen offentlig adgang, for det virkede som om, der boede nogen privat der. Så vi blev ikke længe.
   
Vi kunne ikke se så meget til møllen. Men området var smukt, selv i regnvejr. Et kig ud over mølledammen.
 

Mens vi gik langs mølledammen tilbage mod bilen, klarede det lidt op igen.

 

Det var et skønt område.

 

Vi kørte til halvøen Gammelhave, der går ud i Fussing sø. Det var der, Fussingø Slot oprindeligt lå. Den gamle barokhave med lindealléer kan anes endnu.

   
Soklen fra det gamle slot er ved at blive fritlagt. Resten af slottets sten er blevet genbrugt på det nye slot. Her kan man ane omridset af noget af slottet, der ikke er blevet fritlagt.
 

For enden af Gammelhave har man frit udsyn over Fussing sø.

   
Hygge på pladsen. Dejligt fredeligt og naturskønt. Ikke alle udsigtspladserne var optaget. Mon ikke teltcampisterne nyder at slå teltdørene til side hver morgen til den udsigt.
   
Jeg gik lidt rundt søndag formiddag og nød vejret. Den røde klat midt i billedet er en toiletbygning. Der er rent og pænt og gratis varmt vand.
   
Her er den ene bygning. Der er familiebaderum og toiletter og køkken. Pladsen er opdelt, så der er små grupper af pladser rundt om med masser af træer og natur imellem.
 

 

FORSIDE