MECKLENBURG-VORPOMMERN 2018

 

 
Efterårsferie - hvad skal vi finde på denne gang? Efter vi for nogle år siden var i KZ-lejren Dora Mittelbau ved Nordhausen i det sydlige Harzen, og vi så, hvordan der var blevet fremstillet V2-raketter, kunne vi godt tænke os at komme en tur til Peenemünde, hvor det hele startede.

Vi har heller aldrig været på øen Rügen, som jeg har læst meget godt om. Efter lidt søgen på pladser, finder vi en campingplads, der ligger lidt centralt for både Peenemünde, Rügen og byen Rostock, som vi har besøgt til julemarked, og gerne vil se igen.

Helt som vanligt kører vi hjemmefra en fredag eftermiddag, da vi har fri for arbejde og tager første overnatning på DCU Camping Kollund. Vi ankommer efter receptionen er lukket og holder udenfor på deres quickstop. Det er også ok - der er ikke langt til bad og toiletter. Næste morgen er der tåget, men solen brænder tågen væk i løbet af formiddagen. Det er en smuk tur i efterårsfarver, og vi ankommer til Naturcamp Pruchten midt på eftermiddagen. I receptionen er der middagslukket indtil kl. 14.00, og vi står i kø for at tjekke ind. Damen ved indtjekning er meget flink. Vi kan benytte ACSI, men de har lige i tiden et tilbud, der hedder "KranichWochen" (Traneuger), der er billigere end ACSI. Det er 6 overnatninger, og så kan vi bare benytte ACSI til den syvende overnatning, hvis vi bliver der en hel uge. Vi må selvfølgelig også bare benytte ACSI, men den flinke dame regner de to priser ud, så vi kan sammenligne. Prisforskellen er ikke kæmpestor, men det er da utrolig fin service, at hun gør opmærksom på det.

Pladsen er opdelt i en ny og en gammel del. Den gamle del er parkagtig med store træer og hyggelige parceller Den nye del er mere åben med små træer, men til gengæld en masse sol. Vi vælger den nye del med sol og komfortpladser med vand- og kloaktilslutning, og parcellerne er også lidt større. Der er ikke mange på pladsen, så vi ligger ikke tæt pakket. I den nye del af pladsen er der i forbindelse med receptionsbygningen også toiletter og bad. Det hele er nyt og meget lækkert. Vi slår vores rejsetelt op, og så kan vi nyde det gode vejr.

 

Turen fra Kollund til Pruchten.

 

DCU Camping Kollund - om morgenen er der tåget.

 

Tågen brænder hurtigt væk, og vi nyder køreturen i smukke efterårsfarver.

 

Ved Rostock forlader vi motorvejen og fortsætter ad smukke landeveje.

 

Efter opstilling skynder vi os at finde stolene frem og sætte os ud i det fine vejr.

 

Vi går lige en lille tur på pladsen. Her er receptionen, og resten af bygningen er toiletter og bad.

 

Vi fortsætter over i den gamle del af pladsen. Bindingsværkshuset er bad og toiletter. Lidt ældre af dato, men ellers fine.

 

Her er vi stadig på den gamle del af pladsen.

 

Vi synes, der er lidt for mange, høje træer i denne del af pladsen.

 

Vi er tilbage på den nye del. Skyggerne er lange nu.

   
I den nye toiletbygning er der flot med fotostater i loftet, der er belyst bagfra. Her er det selvfølgelig traner. På toiletterne er billederne dog ikke i loftet.
   
Vaskekabiner er fine og store med føntørrer og stor hylde over vasken til toiletsager. I brusekabinerne er der også billeder i loftet. Det er forskellige billeder.
 

Da det nærmer sig skumringen, kan vi høre en værre skræppen. Jeg skynder mig at finde kameraet. Hver eneste dag, morgen og aften, kommer store flokke af traner ind over pladsen.

 

De flyver i formationer. De holder til i vådområderne omkring campingpladsen, men vi opnår aldrig at se de steder, hvor de samles i store flokke.

 

Vi er overvældet over mængden og deres skræppen, når de flyver over os.

 
Næste dag kører vi ud og kigger på nærområdet. Vi kører gennem et vådområde og kommer ud til badebyen Zingst ved Østersøen. Zingst er en meget hyggelig, lille by med velholdte huse og haver. Ved stranden er der en af de mange Seebrücken, som man kan opleve ved Østersøkysten.

Vi slentrer rundt og kigger på husene, stranden og broen. For enden af broen er den en slags "dykkerklokke", hvor man kan blive sænket ned under havoverfladen og se en film om ???? Jeg ved det ikke, og det ville da være bedre, hvis man kunne kigge ud i havet i stedet. I dag blæser det kraftigt, og jeg kan se at driften er indstillet pga. vejret. Der er masser af liv i byen, selvom det ikke længere er badesæson. Bagefter kører vi lidt rundt i området, og øst for Zingst er det ikke muligt at komme tilbage til "fastlandet" - Zingst ligger på en halvø, og man kan køre over broen syd for Zingst, hvor vi kom fra, eller helt ud mod vest og ned langs halvøen til Ribnitz-Damgarten og igen mod nord. Vi spiser på pladsens restaurant til aften.

 

Zingst i efterårsfarver.

 

Man kan godt køre rundt i Zingst, men farten er skridttempo og mange gader er ensrettet.

 

Restaurant. Pænt og velholdt.

 

Den gamle redningsstation.

 

Man kan bl.a. købe Fischbrötchen og Glühwein. Synes ikke de to ting helt passer sammen.

 

Turistinformationen har til huse i et smukt bindingsværkshus.

 

Vi fortsætter fra turistinformationen og ned på stranden til havbroen (Seebrücke) En smækker dame med hat står for enden og skuer hen ad stranden.

 

Det blæser en del, men det afholder ikke nogen fra at gå ud for enden.

 

Fra broen kan vi se langs stranden. Der er masser af folk og havet viser tænder.

 

Her for enden af broen kan vi se "dykkerklokken"

 

Turistinformationen fra havsiden.

 

Godt forblæste trækker vi op i de små gader igen. Der er mere læ og vi kigger lidt på butikker.

 

En butik har så meget udstillet, at det næsten ikke er til at få øje på det hele. Der var en del kunstværker som det med bilerne. De var lavet i relief.

 

Lidt mere af udstilling/opstilling.

 

Her kan man se butikken i helhed og det fortsætter rundt om og på bagsiden.

 

Et andet sted er der en spændende legetøjsforretning med alt legetøj lavet i træ.

   
Jeg synes, hus og have ser hyggelig ud. Boghandleren har en fin figur til udstilling af Pixi-bøger til de små.

 

Det maritime islæt går igen rigtig mange steder.

 

Så kører vi lidt rundt i de smukke efterårslandskaber.

 

Det er et smukt område, og der er mange små fine byer ved vandet.

 
En af grundene til turen er jo, at vi gerne vil en tur til Peenemünde. Vi har været i Dora-Mittelbau ved Nordhausen i det sydlige Harzen for nogle år siden. Der så vi koncentrationslejren/arbejdslejren, hvor fangerne udgravede de mange og lange tunneller, hvor der blev fremstillet V2-raketter. Det hele startede på øen Usedom ved byen Peenemünde, men anlægget blev bombet og fremstillingen af raketter blev flyttet til Dora-Mittelbau. Fordi det hele var gemt i tunnellerne var det ikke til at se fra luften.

Vi kan se, at det bliver en heldagsudflugt. Turen går gennem de smukke landskaber, og vi kører over på Usedom ad en bro ved byen Wolgast. Turen går gennem skov og pludselig er vi ved den lille by Peenemünde. Vi parkerer, og der er ikke megen tvivl om, hvor museumsanlægget er. Det dominerer det meste af byen. Stedet hedder Museum Peenemünde - Historisch-Technisches Museum

 

Vi kan godt se, at det bliver en heldagstur. Alene turen frem og tilbage nærmer sig 4 timer.

 

I Wolgast ligger der en stor kirke, som kan ses langt fra.

 

Vi fortsætter over broen til øen Usedom, hvor Peenemünde ligger.

 

Her er flot med efterårsfarver i solskin.

 

Set fra parkeringspladsen - Peenemünde Historisch-Technisches Museum

 

Indgangen til museet.

 

Ud over den store bygning med kraftværket, er der vist en affyringsrampe til en V1-raket, der ligner et lille fly.

   
V2-raketten er ikke umiddelbar let at se. Den er ved at blive malet og sat i stand. Affyringsrampe til V1.
 

Den store bygning er kraftværket, og forrest er der et kul-transportbånd.

 

Peenemünder Werkbahn - tog, der bringer arbejdere til og fra arbejde.

 

På vej mod dokumentationsbygning.

   
Raketdele Plancher med billeder af opsendelse og meget andet.
 

Geheime Kommandosache - en hel væg med ringbind. Det er tomme ringbind, men de vidner om den kæmpe mængde dokumentation, der blev ført.

 

Inde i kraftværket.

 

Kraftværket bliver også brugt som udstilling og til foredrag.

 

Turbine

 

Fra en af hallerne, er der adgang til kraftværkets tag via en elevator. Man køber en billet i en automat.

 

Fra taget er der udsigt over området og vi kan se over til noget, der ligner en autocamperplads.

 

Herfra kan vi også se toppen af kulkranen over transportbåndet.

 

Nede igen kan vi se hele kranen.

 

Vi kører over på den anden side for at se nærmere på autocamperpladsen.

 

Ved kajen er et pudsigt sted, hvor man kan kan købe "Fischer Fritzes frische Fischbrötchen" - fisker Fritz´friske fiskebrød, andre små fiskeretter, øl og sodavand.

 

Havnebar for campister, fiskere og andet godtfolk. Hvis ikke, der er nogen, er der høflig selvbetjening.

 

Anderledes toiletter.

 

Lidt længere henne ad kajen finder vi en lukket låge og et indhegnet stykke jord. Der er al mulig advarsel om ikke at nærme sig :-D

 

Fra autocamperpladsen er der direkte udsigt til kraftværket.

 

Stedet er godt besøgt, trods den temmelig ringe vej dertil. Vi kan godt forestille os, der skal strammes et par skruer i vognene efter turen.

 

Desuden er det muligt at se et museumsskib. Det vælger vi dog fra.

 
Efter en lang dag, kommer vi sent hjem og spiser på en græsk restaurant undervejs. Usedom er bestemt en spændende ø, og vi kunne godt få mere tid til at gå der. Selvom afstandene ikke ser ud af meget på et kort, tager det alligevel lang tid at køre rundt på landeveje og gennem byer. Det gode ved ikke at nå alt, er at der er mulighed for at vende tilbage og opleve noget mere.