SYDFRANKRIG 2008 DEL 4

 
27.07.08 - søndag

Vi kørte lidt over 8. Der var knap 500 km til næste sted, vi skulle være. Efter vi drejede fra mod Carcassonne, skiftede naturen. Først kørte vi i Corbieres bjerge. Vi gjorde holdt på en udsigtsrasteplads, hvor vi kunne se Carcassonne. Senere fladede landskabet ud, og nu kørte vi mellem store solsikkemarker. De blev senere afløst af majs, frugttræer og vinmarker. Vi stoppede ved middagstid og tankede og spiste frokost. Rastepladsen var overfyldt. Personbilerne holdt også på lastbilparkeringen, og vi måtte bakke ud. Alt imens biler kantede sig forbi imod kørselsretningen, for at få den plads, som vi forlod. Rent kaos. Vi kom forbi Cahors, og vi vinkede lige ind mod Daisy og Henri. Efter Cahors blev vejen betydelig mere bakket. Det var nærmest en franske udgave af Kasselbakkerne, men det var en utrolig smuk køretur med afvekslende natur.

Så er vi ved at være klar til afgang Der var en flot tur på vej nord på.

 
Sådan kan man også løse problemet med transportmiddel, når man er kommet på plads med autocamperen. Den lille bil fik rullet nogle kilometer bag autocamperen.  
Udsigt til Carcassonne Naturen ændrede sig hele tiden.
Pladsen vi havde udset os, var samtidig med i ordningen "Castel Camping" - det var campingpladser i forbindelse med et slot.  Da vi ankom til pladsen Camping Castel du Chateau de Leychoisier holdt der allerede en før os, og ret hurtigt kom der endnu en bag os. Vi kunne godt forestille os, at pladsen var fuldt optaget. Men nej - der var masser af plads. Vi bestilte brød til næste morgen og blev vist på plads. Pladsen var fantastisk hyggelig med store parceller og pænt klippede træer og buske. Toiletter og bad var ok, men ikke prangende. De lå i en gammel stenbygning. På pladsen var der mest englændere og hollændere.
Så er vi ved at være på plads igen Udsigten over pladsen fra vores parcel

Vi fik hurtigt sat vores Shadow markise op med netfronten. Der var også skygge fra et træ. Det var trykkende varmt, og vi havde på fornemmelsen, at det kunne ende med torden. Torden blev det ikke til, men varmen fortsatte. Vi enedes om at spise på pladsens restaurant. Det blev en kedelig affære. Man kunne vælge mellem 2 menuer - én til 19 euro og én til 24 euro. Vi valgte den billige og fik først en tallerken med paté og pølse. Skuffende. Det var 3-stjernet salami og kødpølse og 2 slags paté. Det lignede noget, der var hentet i et supermarkeds køledisk. Dertil opvarmede miniflutes - og så i flutens hjemland, Frankrig! Bagefter fik vi en grill-tallerken med en grov pølse med brusk, spid med senet oksekød og en humpel skinke med fedtkant. Strimlet hvidkål udgjorde salaten, og pommes frites (de var gode) rundede dette kulinariske måltid af. Øl kunne kun fås i 25 cl flasker. 4 øl og 2 menuer kostede 50 euro. I morgen griller vi! Og så var jeg spændt på om jeg kunne falde i søvn uden underholdning :-)

 

28.07.08 - mandag
Solen strålede fra en skyfri himmel, da vi stod op. Der var dog ikke så varmt om morgenen, som længere sydpå. Om natten havde det været ret køligt, og det var helt rart at kunne tage dynen på igen. Det var blevet tid til at kigge lidt på campingpladsen, vi boede på. Da pladsen var med i ordningen med slotscamping, måtte der jo være et slot i forbindelse med pladsen. Der var en lille swimmingpool bag receptionen, og da vi gik videre rundt på pladsen, kom vi til en smedejernslåge i en høj hæk, hvor der var et skilt, der fortalte at det var vejen til søen. Vi gik gennem lågen, og pludselig lå slottet der. Vi fortsatte dog ikke mod søen, da vi havde planer om at tage på en udflugt til Oradour-sur-Glane, som var målet for denne del af ferien. Vi tænkte, at vi kunne gå derned om aftenen eller næste dag.
Det er restauranten, man kan se med gråt tag. Den lave bygning med tegltag er toiletter og bad Et kig ned ad vejen gennem campingpladsen.
Vores parcel var kæmpestor. Den gik fra træ til træ. Vi blev dog nødt til at holde midt på parcellen, da vi ikke kunne køre ind under det store træ. Og med netfronten til at skygge, var der faktisk ganske hyggeligt.
Udsigten fra vores parcel Receptionen
Poolen  

Chateau de Leychoisier

Vi fandt Oradour-sur-Glane på vores GPS. Der var ikke så langt dertil, knap ½ times kørsel. Vi kørte gennem et smukt, bakket landskab med små hyggelige byer, skove og små søer.

Oradour-sur-Glane er en ruinby. Den står som et dystert mindesmærke over 2. Verdenskrigs rædsler. Den blev lagt i ruiner den 10. juni 1944. En deling fra den tyske SS-panserdivision, Das Reich, var på vej mod Normandiet, da de kom til byen. Soldaterne samlede alle byens indbyggere på torvet under påskud af et identitetscheck. Senere blev forklaringen ændret til, at de skulle søge efter våben og ammunition. Alle kvinder og børn blev samlet i kirken, og byens mænd i lader rundt omkring i byen, mens eftersøgningen stod på.

Og så startede en ren massakre. I kirken blev en bombe bragt til eksplosion efterfulgt af maskingeværsalver. Der blev sat ild på kirken, og de kvinder og børn, der endnu ikke var døde, brændte inde. I laderne blev mændene beskudt med maskingevær, og senere blev der også sat ild på. Soldaterne hærgede gennem byen. Evt. overlevende blev skudt, de plyndrede og satte ild til byen. Det officielle dødstal er på 642. Der undslap nogle få, som kunne berette om rædslerne.

Ved ruinbyen er der et dokumentationscenter. Det koster penge at komme ind og se det. Fra dokumentationscentret er der adgang til ruinbyen. Den er gratis at besøge. Man kan godt springe dokumentationscentret over, og gå direkte ind i byen. Vi tog nu også dokumentationscentret med, men det var mest plancher og tekst om 2. Verdenskrig på fransk grund. Meget af det vidste vi forvejen, ikke mindst fra vores ferie i Normandiet. Jeg vil ikke skrive så meget mere om det, men her kommer en række billeder fra byen.

Indgang til Oradour-sur-Glane  
   

Det var ret uhyggeligt, at gå rundt i byen. Det eneste, der stod tilbage var ting af sten og jern.

   
   
  Der stod bilvrag flere steder
  Her er kirken, hvor kvinder og børn blev myrdet og brændt

 
   
   

 
  Dokumentationscentret
Bagefter kørte vi til et supermarked og handlede. Der var en stor afdeling med Limousine-kød. Vi var jo i Limousine-området, så vi købte 2 store tournedos til grillen. Vi skyndte os tilbage til campingpladsen og tilbragte resten af dagen ved poolen. Vi bestilte morgenbrød og spurgte til vejret dagen efter. Hvis det gode vejr fortsatte, ville vi tage et par dage mere på pladsen. Men der var ikke megen hjælp at hente. Der blev trukket på skuldrene på rigtig fransk manér - det blev sikkert som i dag, sagde camping/slotsfatter.

Vi havde fået et engelsk par som naboer. De ville vide, hvor vi var på vej hen, og vi fortalte at vi var på vej hjem fra ferie i Argeles-sur-Mer. Det var der, de var på vej hen. Vi sagde, at vi ville blive på pladsen, hvis ellers vejret blev ved at være godt, men vi kunne ikke rigtig få noget svar i receptionen. De ringede straks hjem til deres søn i England, for at få ham til at tjekke vejrudsigten. Sønnen ringede tilbage med en vejrmelding. Den sagde, at vejret skulle blive udmærket. Englænderne gik i restauranten for at spise. Jeg vidste ikke rigtig, om jeg burde advare dem om maden :-), men de havde brugt pladsen mange gange på vej sydpå, så de måtte vel kende til stedet.

Mens vi spiste, begyndte det at blæse op. Det buldrede i det fjerne. Vi nåede at spise og vaske op og få Shadow og netfront og møbler og det hele pakket sammen. Da vi smed det sidste ind i bilen, begyndte regnen at plaske ned som et helt vandfald. Det lynede og bragede og buldrede. Nu var det hele pakket sammen, så vi blev enige om, at vi ligeså godt kunne køre videre næste dag. Englænderens søns vejrudsigt holdt ikke stik.

Englænderens møbler væltede i blæsten. Lyset var nærmest lyserødt

 

Rundt omkring fik folk travlt med at pakke sammen og lukke vinduer.

 

29.07.08 - tirsdag
Vi stod op ved 7-tiden. Vi kunne dog ikke komme til at afregne før 8.30. Så måtte vi se, hvor langt vi nåede. Måske endte vi i kø ved Paris, men vi havde jo god tid, da vi egentlig havde regnet med flere dage på pladsen. Bakkerne fortsatte lidt endnu. Derefter blev der fladere med kornmarker og store vindmøller. Paris var stor. Ingen af os havde nogensinde været i Paris, og GPS´en ledte os nærmest tværs gennem byen. Selvom vi kørte langsomt, lagde GPS´en kun 25 minutter til vores ankomsttidspunkt. Men der var meget tæt trafik og hyppige vognbaneskift, og franskmændene var ikke særlig tålmodige med en dansker med campingvogn efter :-) Vel ude på den anden side af Paris spiste vi frokost. Der var kun ca. en time til vi ville være på den campingplads, vi havde udset os.
Efterhånden klarede det op, og vi fik helt godt vejr igen. Jo tættere vi kom på Paris, jo flere motorvejs til- og frakørsler
Jo, jo - den er god nok - det er Eiffeltårnet man kan se midt i billedet Her er vi i Paris på "Peripheriquen" - det må være en slags ring-motortrafikvej.
Vi fulgte som sædvanligt troligt vores GPS, der indtil nu ikke havde haft alvorlige udfald. Denne gang "lokkede" den os ud på små, snørklede landeveje på vej til campingpladsen. En hollænder, vi havde overhalet på motorvejen, var kommet før os til campingpladsen. Vi brugte lige lidt tid på at "diskutere", hvem der havde indstillet den til "korteste rute" i stedet for hurtigste. Det viste sig, at indstillingen var korrekt, men vi mente, at det igen måtte have noget at gøre med de udfald, den havde tidligere på ferien. Godt, at den havde opført sig ordentligt i Paris.

Campingpladsen, vi havde udset os hed Camping du Port de Plaisance Vi havde undret os lidt over ordet Port i campingpladsens navn, jeg mente det betød havn. Men inde midt i Frankrig !? Det viste sig, at pladsen lå på en halvø i en kanal, deraf navnet. Da vi kom til pladsen, holdt der 5-6 vogne i kø foran os, og vi tænkte at alt nok var optaget. Men vi fik en plads tæt på alle faciliteter. Her var også en pool, og den var godt besøgt af en masse børn. Det tog ikke mange minutter for os at komme på plads. Mens Flemming sænkede støtteben, sluttede jeg strømmen til og fandt bord og stole frem. Vi havde en del våde håndklæder, dels fra morgenens bad, og dels fra dagen før, hvor vi var ved slottets pool, så de kom til tørre med det samme. 5 minutter efter sad vi og nød en iskold øl. Resten af eftermiddagen strømmede det til med campingvogne. Godt vi var kommet så tidligt (kl. 16.00), for vi havde fået en god plads, der lige var til at køre ud fra. Vores nylig ankomne genbo, var et ældre, hollandsk par. Her var arbejdsfordelingen omvendt. Mens manden tilsluttede strøm, lå lillemor på knæ i pæn nederdel og forsøgte at få støttebenene ned.

Fin parcel. Nem at komme fra tidligt næste dag. Et kig ned ad vejen, vi boede på.
Her er parcellerne, der ligger ned til kanalen. Der var stadig god plads midt på eftermiddagen.
Det var stort set kun hollændere, der boede på pladsen. Pladsens swimmingpool.
Ved siden af receptionen var der en vogn, hvor de stegte kyllinger. Det duftede så himmelsk, at vi købte kylling med pommes frites til aften. Strømmen af campingvogne og autocampere fortsatte stadig. Pladsen var næsten fuld nu. Da vi ankom, var der mange ledige pladser. Toiletter og bad var ikke noget at skrive hjem om. Der var nusset og vådt. Umiddelbart så det ud til at størstedelen af campister var hollændere, der brugte pladsen som transitplads. Vi gik tidligt i seng, så vi kunne komme tidligt op og tage et langt stræk næste dag.

 

30.07.08 - onsdag
Vi kom fra pladsen 7.30. Da jeg skulle i bad, var der meget snavset på både toiletter , ved håndvaske og i bruserum. Der var ingen toiletpapir i holderne. Rundt om håndvaskene var der snavset med hår og tandpastaklatter. Det var ikke muligt at hænge sin toilettaske og sit håndklæde på en krog ved vaskene. Der var dog en krog i bruseren. Vandet blev aldrig mere end kuldslået. Nå, vi havde heldigvis toilet i vognen, og det var kun den ene nat vi skulle bo på pladsen, så brusebadet blev hurtigt overstået. En skam, for pladsen var meget hyggelig. De skulle bare gøre noget mere ud af rengøringen.

Snart krydsede vi grænsen til Belgien. Den belgiske motorvej er noget af det værste, vi har prøvet i Europa. Den er hullet og ujævn. Man må køre 120 km/t med campingvogn, men det virkede ret uansvarligt og direkte livsfarligt at prøve at komme i nærheden af 120. Alligevel blev vi overhalet af en stor Toyota Hilux med en hestetrailer på tvillinghjul. De kørte rigtig stærkt. Fem minutter senere gik trafikken i stå. Det var Hiluxen og traileren, der var kørt galt. Politiet var endnu ikke ankommet, og bilen lå på siden, godt molestreret. Hestetraileren stod mirakuløst endnu, men tippede bagud. Der var flere biler, der var stoppet for at komme til undsætning. En dame stod og talte i mobiltelefon, hun var stærkt chokeret, og hun rystede så meget, at man kunne se det. De fleste biler listede forsigtigt forbi i nødsporet, og der var også folk nok, der var standset. Vi fulgte efter de andre forbi ulykken, og nu kunne vi se politi og ambulance komme i modsatte retning. Jeg kunne blive helt bekymret for, om der var nogen, der kunne finde på at lukke hesten ud, for den ville uden tvivl være helt ude af den. Jeg var også selv en smule rystet. Det var uhyggeligt, hvor hurtigt det kunne gå galt.

Så er vi ved at være klar til afgang. Pause i Belgien lige efter ulykken. Jeg trængte til kaffepause.
Ikke så snart vi havde passeret grænsen til Tyskland, begyndte den forb...... GPS at skabe sig igen. Det var akkurat det samme som på udturen, med at billedet frøs eller den simpelthen slukkede. Hver gang jeg tog stikket ud og satte i, duede den 3-4 kilometer, og så var det galt igen. Og det var selvfølgelig lige i Köln-Düsseldorf-området, hvor den havde udtænkt en snedig plan for hurtigste vej hjem. Nu var jeg travlt beskæftiget med at holde øje med kort og navigator, for den ændrede mening, hver gang den var på igen. Tænk at man har betalt flere tusinde kr. for sådan noget skrammel.

Heldigvis blev vi skånet for flere ulykker. Turen resten af vejen hjem, gik helt uden problemer. Vi holdt i kø i en times tid ved Bremen, men vi havde slukket GPS´en, så vi blev ikke advaret. Vi skulle jo heller ikke nå noget. Vi handlede lidt ved grænsen, hvor vi også spiste aftensmad. Vi var hjemme lidt før midnat, og vores mindste søn og hans kæreste havde bagt chokoladekage og gjort rent og sørget for, at snavsetøjskurven var tom. Så kunne jeg fylde den til randen igen, når jeg fik pakket ud.

Vores GPS blev sendt til reparation. Vi fandt aldrig ud af, hvad den fejlede, for den blev simpelthen byttet til en ny.

På vej hjemad mødte vi denne meget åbne bil et par gange. Og når vi kommer til de store kraner i Hamburg havn, synes jeg altid, at jeg næsten er hjemme.

 

   
 

Del 1  Del 2  Del 3

Album med mange flere billeder fra ferien

FORSIDE

Her er link til en spændende artikel, der inspirerede os til at lægge vejen forbi Oradour-sur-Glane: http://www.masterpiece.dk/UploadetFiles/149/68/s56-61_Oradur-Sur-Glane.pdf